Generalforsamling med flere beretninger og regnskaber

Sparkær Borgerforening er efterhånden blevet en “paraply” for grupper i Sparkær, og derfor blev der aflagt flere beretninger og regnskaber på generalforsamlingen onsdag aften. Der er tale om selve Borgerforeningen, Medborgerhuset, Udviklingsgruppen, Landsbypedeller, Billingefesten og Amatørteater. 25 deltagere var flere, end bestyrelsen havde ventet, så der måtte findes et ekstra bord og stole frem.

Borgerforeningens formand Kristian Olesen lagde for med sin beretning, og han kunne fortælle om et travlt og godt år for foreningen med mange aktiviteter. Flæskefesten er efter 16 år fortsat meget populær og udsolgt hver gang. Også Sct. Hansbål ved søen samler mange mennesker, ligesom Damefest og Running Diner har været succeser. Foreningen har også været en del af Stoholm Rally, Købmandsweekend m.m.

Han nævnte også træfældning ved Medborgerhuset, hvor der er kommet nyt julelys op i træet, men arbejdet er ikke slut endnu, da der skal laves trækunst med en humlebi på en af stammerne. Han varslede også en ny måde at opkræve kontingent på –  en digital løsning, så de omkring 100 medlemmer ikke glemmer at betale.

Kasserer Anita Olesen fremlage regnskab for både Borgerforeningen og Medborgerhuset – begge med positive resultater. Borgerforeningen med et overskud på godt 19.000,00 kr. og Medborgerhuset på godt 9.000,00 kr. Der er i årets løb investeret ca. 26.000 kr. i forbedringer i huset.

Jørn Tidemann fortalte om landsbypedellernes arbejde og regnskab. Ved udgangen af året var der en beholdning på 12.000 kr. Indtægter kommer fra Viborg Kommune til maskiner og materialer, mens fodboldgolf havde givet 17.000 kr. Støtteforeningen havde bidraget med 11.000 kr. til reparation af plæneklipperen.

Rikke Daa repræsenterede Udviklingsgruppen, der får midler ved at søge fonde til de projekter, der sættes i gang. I 2025 var der indtægter på godt 260.000 kr., mens udgifterne beløb sig til 208.000 kr. Det giver et overskud på godt 52.000 kr. der er hensat til nye tiltag. Den nye svævebane har været den store udgift i 2025 med knap 170.000 kr.

Endelig aflagde Ole Bonne regnskab for Billingefesten, der endte med et overskud på hele 85.000 kr., det højeste nogensinde. Det stod i skarp relief til året før, hvor der var et underskud på godt 3.000 kr. En entydig forklaring var der ikke, men det handlede blandt andet om flere sponsorater, flere deltagere og dermed omsætning, men også besparelser på udgifterne.

Kontingent blev fastsat uændret il 150,00 kr. pr. husstand og 75,00 kr. for enlige. Troels Bech og Jack Villadsen blev genvalgt til bestyrelsen, og Dennis Christensen som suppleant. Lone Bach Sørensen blev valgt som reviser og Anisa Mortensen som suppleant.

Dirigent Jan Kirsch Pedersen lukkede generalforsamlingen efter knap en time, og derefter var der den traditionelle pålægskagemand til alle.