Efter aftenens to møder på Billingescenen angående indsamling til etablering af togstop i Sparkær er der fortsat optimisme at spore hos toggruppens medlemmer. Karin Staunskær fra gruppen har sendt følgende til sparkaer.dk:
“Der var i alt 75 husstande repræsenteret.
Toggruppen startede med at fortælle om forløbet siden sidste orientering i efteråret 2019. Efter at byrådet i efteråret 2019 bevilligede penge til undersøgelse af prisen på et trinbræt, blev der i marts 2020 hyret et konsulentfirma til at lave en rapport omkring etablering af et trinbræt. Toggruppen har bidraget til rapporten med oplysninger mv. Rapporten blev afleveret til Teknisk Udvalg i juni, som derefter indstillede ønsket om et trinbræt til budgetforhandlingerne for 2021.
Vi har løbende gennem hele processen holdt kontakt med politikerne og kommunens sagsbehandler. Op til sommerferien og i starten af august havde vi møder med repræsentanter fra alle de politiske partier i byrådet. D. 11 august havde vi foretræde for Landdistriktsudvalget.
Vi er gennem hele processen blevet mødt med sympati og forståelse fra politikernes side. Vi fandt ud af, at det vil sende et stærkt signal til byrådet, hvis byen bidrager økonomisk til projektet, fordi det viser engagement. Derfor denne indsamling.
Vi har også lavet forslag til billiggørelse af projektet. Ved at borgerne i Sparkær bidrager med arbejdskraft til f.eks. Rydning af grunden og beplantning efter etablering af trinbrættet, og byder økonomisk ind med penge til køb af grunden, beplantning m.v. kan projektet billiggøres. Toggruppen har ligeledes fået lavet en beregning af prisen, hvis man undlader vendeplads til bussen, og fjerner omkostningerne til de poster, som kan udføres med lokal arbejdskraft. Det bringer den samlede pris ned på 7,1 mill i stedet for 9,1 mill. Denne beregning er sendt til byrådet.
Vi understregede, at alle bidrag er lige velkomne. 100 eller 200 kroner er lige så godt som 1.000 kroner. Det gælder naturligvis om at indsamle mindst 100.000 kroner, men det er også vigtigt at så mange husstande som muligt deltager i indsamlingen. Det sender et tydeligt signal til politikerne. Der blev allerede i dagene inden borgermødet foretaget indbetalinger. Vi tror på, at vi nok skal nå det ønskede beløb, men bidrag er stadig velkomne. Vi vil bede om indbetalinger senest i morgen, onsdag, da vi fredag sender en mail til hele byrådet med besked om, hvor mange penge der er samlet ind.
Tilhørerne var positive og havde mest nogle opklarende spørgsmål. De gav endvidere udtryk for, at de bakker op om indsatsen. Torsten Nielsen sagde, at gruppens fremgangsmåde er rigtig god, og det har givet genlyd hos politikerne. Indsamlingen sætter prikken over i’et”