Sparkær Vinterløb stort set udsolgt

Med mindre end en uge til start kan arrangørerne af Sparkær Vinterløb melde næsten udsolgt. Halvmarathon og rundeløb med start kl. 09.30 har været udsolgt nogle dage. Der er stadig enkelte pladser på marathon med start kl. 09.30 og på rundeløb og halvmarathon med start kl. 12.00.

  • Vi er glade for, at startfeltet spænder bredt med en god fordeling på alle distancer, som varierer fra 5,3 km til marathon. Der er også en god fordeling geografisk. Mange fra lokalområdet stiller op til de kortere distancer, mens der på de længere distancer kommer løbere fra hele landet. Og så får løbet også et internationalt snit med løbere fra Australien, Ungarn og Holland, fortæller arrangør Jens Buhl Christensen.

Arrangementet vil vare det meste af dagen, da nogle af deltagerne har ønsket en såkaldt “early start” kl. 08.30, og sidste løber forventes at være i mål ca. kl. 14.30.

I alt er der ved tilmeldingsfristens udløb 117 løbere på startlisten mod 85 i 2017, så der bliver liv på Sparkærs berømte kælkebakke, inden løberne senere kan nyde varm suppe i klubhuset. Det skønnes at løberne samlet vil tilbagelægge ca. 2400 km, hvilket næsten er afstanden til Madrid, og at der i alt vil blive slidt 2-3 par løbesko op.

-hp