Sparkær-Stafetten

Sparkær-Stafetten bliver skudt i gang lørdag den 9. januar 2021 kl. 13.00, og det hele vises live på sparkaer.dk’s facebookside. Og hvad er så Sparkær-Stafetten – jo det kan du læse mere om her.
Men det handler i bund og grund om at holde Sparkær i bevægelse i hele 2021 – her ment som fysisk aktivitet. Du udfører en fysisk aktivitet – det kan være løb, cykling, en gåtur eller noget andet, og så skal du give depechen videre til den næste med det samme, så modtageren dagen efter kan lave den aktivitet, som han/hun ønsker at bidrag med. Men husk at lægge din aktivitet op på sparkaer.dk’s facebookside, eller skriv og send billede til hpjohansen1950@gmail.com.

Depechen er ikke en stav eller rør, som skal afleveres fra hånd til hånd, men en lille filtfigur, som gerne skulle ligne en humlebi. Og netop humlebien har været et symbol, siden Sparkær i 2018 blev valgt til Årets lokalområde i Viborg Kommune. “Humlebyen”, som Sparkær også er blevet døbt, fordi her sker mange ting, som egentlig ikke burde kunne lade sig gøre. Og var der ikke noget med, at humlebien egentlig ikke burde kunne flyve?

Depechen er beskyttet i et plastikopslag og kan f.eks. hænges op derhjemme, men du er ude at løbe, gå, eller cykle en tur. Du kan følge med i Sparkær-Stafetten her på sparkaer.dk – direkte tilgang på bjælken på forsiden. Her kan du følge med.