Sparkær Skole havde her torsdag aften inviteret alle med tilknytning og interesse for skolen til forårsfest. Det blev en super fin aften med masser af børn og voksne på skolen. Der kunne købes alskens gode ting, og mange startede festen kl. 17.30 med en grillpølse, inden der blev kaldt til “Sparkær Skole Show” i gymnastiksalen.
Og her blev det så anderledes, end det plejer at være til en skolefest, hvor 6. klasse traditionen tro opfører et skuespil. I år kom alle skolens elever på scenen med forskellige indslag, sketch, sang, musik, gymnastiske øvelser m.m. Alt sammen flot udført af glade elever med smil på munden. Det var det nye, og det var en god måde at få alle elever til at være en del af festen. Og de var gode!
Forårsfesten var kulminationen på en emneuge, der har omhandlet Tivoli. Det kunne så opleves i de forskellige klasseværelser, der var omdannet til Spøgelsesrum, Hurlumhej m.m. Der blev snakket, spist kage og drukket kaffe m.m. og hygget ved bordene til kl. 21.00, hvor forårsfesten sluttede.
- En rigtig god aften, som vi havde håbet på med det nye tiltag, lød det fra sekretær Anita Olesen, der det hele var ved at ebbe ud.