Kæmpe opbakning til Sparkær Skole på borgermøde

Initiativtagerne til aftenens borgermøde i Sparkær Forsamlingshus havde håbet på stor opbakning, og den fik de. 150 stole var stillet frem, men de slog ikke til, og det vurderes, at der var ca. 180 deltagere.
Billedet er taget før mødets start, hvor alle ikke var på plads.

RED SKOLEN – RED BYEN var aftenens overskrift , og Marcus Lassen indledte med at fortælle om forløbet op til mødet. Tidligt fik han slået fast, at det ikke handlede om at bevare Sparkær Skole som folkeskole, men udelukkende om at udsætte lukningen med et år, så der blev tid til at etablere en friskole. “Vi gider ikke systemet længere. Vi har mistet tilliden til politikerne, og nu vil vi være herre i eget hus”, lød det klare budskab.

Han understregede, hvad der tidligere er sagt og skrevet, nemlig at lukningen slet ikke er sket på en ordentlig måde. Kathrine Fusager Rohde har til Viborg Folkeblad sagt, at der har været dialog med de lokale, men det passer ikke. “Hun lyver, for den dialog handlede om at bevare børnehave og vuggestue og måske reducere antallet af klasser, men ikke om en lukning. Den kom uden varsel, sagde Marcus Lassen. Han efterlyste dog stadig en dialog med kommunen, men nu om at få lukningen udsat. I den forbindelse kom der opfordringer om at tage kontakt til Ulbjerg og lave fælles front, og det lovede gruppen at gøre hurtigst.

Årsagen til, at der ikke kan etableres en friskole allerede fra næste skoleår, er, at der skulle være indbetalt 20.000 kr. til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet inden 15. august, men da var beslutningen jo ikke taget, i hvert fald officielt! Og det er lige her, at Viborg Kommune ikke lever op til eget værdisæt om Ordentlighed og Mod.

9. oktober 2024 er en vigtig dato. Da vedtages Viborg Kommunes budget, og iflg. byrådsmedlem Torsten Nielsen, der selv deltog på mødet, skal der ske en afklaring om udsættelse inden, for det kommer ikke til at ske på mødet. Derfor handler det nu om at få overtalt et flertal af politikerne – 16 ud af 31 – til at omgøre beslutningen. “Det er de jo gode til, for de har jo lige aflyst etableringen af et nyt bosted”, lød det fra salen.

Der kom flere input fra salen. Kan man overtage den manglende indbetaling på 20.000 kr. fra en anden friskole, der ikke bliver til noget? Lad os få de penge samlet ind i en fart, for at vise politikerne, at byen bakker op om friskolen! Der kom også mere specifikke spørgsmål om drift, klasser, betaling m.m., men det har gruppen selvsagt svært ved at svare på nu. De lovede at speede op frem mod den 9. oktober 2024, og indbød alle, der vil bidrag til at tage kontakt.

Gruppen består af Marcus Lassen, Peter Timmermann, Daniel Brøns, Jimmy Mortensen og Jacob Vallentin.