Bypedellerne kom flot fra start

Her til formiddag kl. 09.00 mødtes 13 af Sparkærs bypedeller i Medborgerhuset for at planlægge de første opgaver. Efter en halv times snak og en kop kaffe blev der taget hul på de første opgaver.


Inden hele gik i gang, kom Hans fra Hobby Huset i Stoholm og leverede en spritny plænetraktor, som bypedellerne kan bruge fremover.


Herefter delte holdet sig, og de tre af det stærke køn, Anni, Lisbeth og Karen tog en tur ned på idrætspladsen og fik renset og fejet petanque-banen, som senere på dagen blev taget i brug af Onsdagsklubben.


Resten tog en ordentlig tørn ved Medborgerhuset med kost og skovl, hakke og buskrydder. Efter et par timers arbejde gjorde det godt med en kold øl, som blev leveret af Hobby Huset på grund af lidt leverings vanskeligheder med traktoren 😉 Efterfølgende var kontaktperson Jørn Tidemann meget tilfreds med den første samling:

  • Det var meget positivt. Der var en god stemning, og jeg er sikker på, at det kommer til at fungere godt fremover. Vi mødes nu hver anden onsdag kl. 09.00 i Medborgerhuset og planlægger derfra, og der er allerede masser af opgaver at gå i gang med.

I alt 16 har meldt sig, men der er plads til flere. Så mød bare op næste gang, som er onsdag den 26. august kl. 09.00.