2023 blev et godt år for Sparkær Borgerforeningen – både aktivitetsmæssigt og økonomisk. Det kunne de 17 fremmødte til generalforsamlingen onsdag aften konstatere.
Sparkær Borgerforeningen har efterhånden udviklet sig til en form for “paraplyforening”, der nu rummer både Medborgerhuset, Billingefesten, Udviklingsgruppen, Landsbypedellerne, ligesom Amatørteaterforeningen har anmodet om at blive et underudvalg. Det blev da også synligt, da der blev aflagt ikke færre end 5 forskellige regnskaber.
Inden de blev fremlagt kunne formand Kristian Olesen fortælle om årets gang i foreningen. Flæskefesten er fremdeles meget populær og var igen udsolgt i 2023, ligesom den er på lørdag i 2024-udgaven. Også et arrangement med Martin Kanstrup i marts var udsolgt, og her gik overskuddet på ca. 25.000 kr. til Min Købmand. “Ren by Sparkær” har været afviklet i mange år, men deltagelsen er faldet så meget, at det ikke vil blive gennemført i år. Det blev Skt. Hansbålet heller ikke i 2023 på grund af afbrændingsforbud, men det vender stærkt tilbage i 2024 ved søen.
Som noget nyt har Borgerforeningen i samarbejde med Forsamlingshuset budt nye indbyggere i Sparkær velkommen med en kurv fra Min Købmand, og det vil fortsætte fremover. I forbindelse med kåring til Årets Landsby tog Borgerforeningen initiativ til at lave en film om Sparkær. Den har været på vej et stykke, men er udsat til foråret for at få gode billeder i stedet for en “vinterfilm”. Kristian Olesen takkede for den store opbakning fra byens foreninger og virksomheder.
Så var det tid til fremlæggelse af de mange regnskaber.
Billingefesten: Ole Bonne kunne fortælle, at overskuddet blev på 12.932 kr., hvoraf de 10.000 kr. bliver udloddet efter ansøgning fra byens foreninger.
Landsbypedeller: Det blev fremlagt af Jørn Tidemann, og her var fodboldgolf den store indtægtskilde med næsten 13.000 kr. Pengene er brugt til vedligeholdelse af banen og traktor m.m., men der er en startkapital på 4.456,25 kr. ved starten af 2024.
Udviklingsgruppen: Rikke Daa berettede om stor aktivitet og dermed stor omsætning i 2023, hvor der blandt andet er etableret en toiletbygning i Billingeparken. Kåringen af Årets Landsby er med i regnskabet, der ved udgangen af 2023 viser en beholdning på 123.088,92 kr., men det dækker delvist over penge, der er søgt hjem i 2023 og først bliver brugt i 2024 – blandt andet til to nye pyloner ved Bækkegårdsvej og Sandbækvej.
Medborgerhuset: Borgerforeningens kasserer Anita Olesen stod for at berette om de to sidste regnskaber. Borgerforeningen driver Medborgerhuset, og her var der også positive tal på papiret. Et overskud på 48.393,81kr. afløste et underskud på 19.733,42 i 2022, og det skyldes primært, at man har holdt igen med vedligeholdelse samt tilbagebetaling af vedr. naturgas efter de høje priser i 2022.
Borgerforeningen: Også Borgerforeningens regnskab viste overskud – 42.027,03 kr. Det kan først og fremmest forklares med større udlejning og færre udgifter til “Tilskud og sponsorater”. I 2024 planlægges nyt stakit ved Medborgerhuset, som også skal gøres mere handicapvenlig.
Så alt i alt nogle flotte regnskaber, der blev fremlagt. Kontingent blev fastsat uændret il 75,00 kr. for enlige og 150,00 kr. for en husstand.
Bestyrelsen f.v.: Jack Villadsen, Troels Bech, Anita Olesen, Kristian Olesen og Ruth Brøndum. Arkivfoto.
Valgene var hurtigt overstået. Til bestyrelsen var der genvalg til Troels Beck og Jack Villadsen og suppleant Jørgen Kristensen. Ligeledes blev revisor Anisa Mortensen genvalgt sammen med suppleant Lone Bach Sørensen.
Under Eventuelt fortalte Kristian Olesen om planer med at få byens flagstænger flyttet fra kantstenene til indenfor fliserne, men det afventer i første omgang fjernvarmen, som forhåbentlig kommer til Sparkær. Endvidere var der en diskussion og opslag forskellige steder i byen.
Dirigent Jan Kirsch Pedersen kunne takke for god ro og orden, og generalforsamlingen sluttede med den traditionelle pålægskagemand.