Det kan meget vel blive en realitet, hvis ikke Viborg Kommune træffer en for Sparkær tilfredsstillende beslutning om Sparkær Skoles fremtid. Og det er IKKE en skole fra 0. til og med 3. klasse, for folk med indblik i skoleverdenen og i lokale forhold betegner det som en indirekte lukning af skolen.
Det blev konklusionen på det borgermøde, som “Skolegruppen” (nedsat af Borgerforeningen) havde indkaldt til onsdag aften i Forsamlingshuset. Fremmødet var langt fra imponerende, og under halvdelen af de godt 20 deltagere var forældre til børn på skolen. Men alligevel er der kræfter, der om nødvendigt vil arbejde for etablering af en friskole i Sparkær.
Det forventes, at Viborg Kommune træffer endelig beslutning om den fremtidige skole i november, men indtil da vil man ikke i Sparkær sidde passive og se til. Tværtimod vil der allerede fra nu af blive arbejdet på et alternativ i form af en friskole, men velvidende, at der ikke lige sker hen over en nat, bliver der nedsat en arbejdsgruppe, der skal arbejde videre med planlægningen.
Ud over de nuværende fire medlemmer af Skolegruppen meldte der sig yderligere seks efter mødet, og flere er velkomne for at få så mange kompetencer med som muligt. Der var på mødet bred opbakning til at arbejde videre med planerne om en friskole. Skolegruppen oplyste, at der allerede er indbetalt et depositum på 20.000,00 kr., da fristen herfor var den 15. august, men der skal indbetales yderligere 10.000,00 kr. senere.
Skolegruppen har allerede lavet et stort forarbejde og er i kontakt med Dansk Friskoleforening, som er behjælpelig med oprettelsen, og som arbejdsgruppen skal have et møde med senere i efteråret.
Der bliver indkaldt til et møde tirsdag den 6. september, hvor interesserede kan melde sig.