Torsdag eftermiddag var der musikalsk underholdning med Viking Duo, som består af Niels Knudsen og Ole Jørgen Jensen fra Skive. De underholdt med god musik og kendte fællessange for de mange fremmødte og beboerne.
I forbindelse med arrangementet kom Kristian Bækgaard fra Gammelstrup forbi Nordstjernen for officielt at overrække friplejehjemmet 50 nye seniorsangbøger og et nodehæfte til sangene. Det er på vegne af Nærbrand, hvor Kristian er repræsentant i lokalrådet for Fjends-området. Nordstjernens Venner havde søgt Nærbrand om sangbøgerne, og vi er meget glade for donationen, som bliver til glæde for beboerne, der ofte synger sammen og har stor glæde af det.
Kristian Bækgaard fortalte kort om Nærbrand, og sagde videre:
- Vi støtter gerne op om forskellige tiltag i lokalområder, hvor foreninger og andre kan få glæde af nogle midler. Jeg håber, at sangbøgerne bliver til glæde og gavn for beboerne og alle, der kommer på Nordstjernen, sagde Kristian Bækgaard.
Her overrækker han symbolsk de 50 sangbøger og nodehæftet til Ivan Høeg, der er formand for Nordstjernens Venner.