Lone Bach Sørensen har sendt denne orientering om et stiprojekt ved søen til sparkaer.dk:
“På det første borgermøde, som Udviklingsgruppen afholdt i samarbejde med Viborg Kommune i 2019, fremkom der forslag om flere forskellige vandreruter i og omkring Sparkær, herunder en sti rundt om søen.
Der blev ret hurtigt etableret 3 vandreruter, mens den 4. rute kom til i efteråret 2024. Men ideen om en sti rundt om søen blev anset for urealistisk, da de omkringliggende marker tilhørende Torben Hansen Schmidt var i omdrift. Men nu er markerne ikke længere i omdrift, og Torben har selv henvendt sig til Udviklingsgruppen for at få sat gang i projektet.
Udviklingsgruppen har sammen med Torben været nede ved søen og gået hele vejen rundt, og der er ingen tvivl om, at det er et stort projekt, da der er meget fugtigt nogle steder på den påtænkte rute.
Første step har været en ansøgning til Beskyttet Natur Viborg Kommune og Plan Viborg, og pt. afventer vi svar på denne ansøgning. Hvis der kommer et positivt svar, vil næste step være at søge midler til at hyre konsulenthjælp til projektet.
Stien påtænkes at få adgang fra Østervang mellem nr. 4 og 6 og fra den kommunale sti på Sølystvej. En del af stien skal have stabilt underlag, så den vil være kørestolsegnet. Stiens planlagte forløb og underlag kan ses på billedet.
Det er planen, at stien skal kobles sammen med den eksisterende vandrerute på 3 kilometer, og der skal være et bord-bænkesæt ved den østlige side af søen.”