Repræsentanter for Viborg Kommunes Børne- og Ungdomsudvalg var på udebane, da de i aftes stillede op til dialogmøde om den fremtidige struktur for dagtilbud og skoler. De blev mødt af et stærkt hjemmehold med størst repræsentation af de stribede fra Sparkær (ca. 50), men også Kjeldbjerg og Mønsted spillede fint med i kampen.
Sparkærs anfører Anders Brøns lagde pres på udeholdet fra kampens start med en række konstruktive indspark, som gæsterne havde meget svært ved at svare igen på. Selv deres træner – direktør Søren Aakjær – kom til kort, og politikernes spil virkede i det hele taget usammenhængende. Det var tydeligt at se, at sæsonen lige var startet, og de havde ikke styr på spillet, ja de havde slet ikke et koncept at spille efter.
Det udnyttede hjemmeholdet til flere fine angreb, der udstillede gæsterne, hvor anfører Kathrine Fusager Rohde da også måtte erkende, at holdet endnu ikke havde styr på fakta og spilkoncept, da de stadig spillede efter en taktik lagt af det tidligere udvalg. Hun og hendes medspillere medgav da også, at de var blevet meget klogere efter at have oplevet det flotte spil, som deres modstandere havde leveret. Der var noget at arbejde videre med.
Flere fra Sparkærs store hold supplerede anfører Anders Brøns med fint spil og gode tekniske detaljer, som gang på gang snød de forvirrede modstandere. Men der var også opbakning til Sparkær fra en i fodbold uventet kant, nemlig Frank Mikkelsen fra Mønsted, der var meget direkte i sit angreb på modstanderne, uden at det dog udløste hverken gule eller røde kort. Også Kjeldbjerg-folkene viste flot spil i deres kamp for at bevare Børnehaven Myretuen, som i mange år har været en velfungerende institution og tidligere Fjends Kommunes mest nytænkende børnehave. Alle indlæg fra salen udløste stort bifald, mens udeholdet ikke havde mange fans på lægterne.
Det var tydeligt, at der var sammenhæng i hjemmeholdets spil, mens udeholdets spillere virkede til at være overraskede over modstandernes konstruktive og fair spil. Og netop sammenhæng for både børnenes liv og landsbyernes liv var det spilsystem, der sendte politikerne i defensiven og satte dem under pres. Der forelå ikke noget endeligt resultat, da Kathrine Fusager Rohde fløjtede kampen af efter godt 3 timer med en indlagt sandwich-pause, men der er returkamp torsdag den 31. marts kl. 17.00 i Tinghallen.
Her må vi håbe, at Børne- og Ungdomsudvalget har fået trænet noget mere og har et bedre spil at byde ind med. Ellers står de til at også tabe returkampen klart, da landsbyernes hold til den kamp bliver forstærket med spillere fra de to andre dialogmøder. De rød/hvide fra Sparkær vil holde formen ved lige med fortsat træning og taktikmøder og vil igen være synlige i Tinghallen.