Friskolegruppen har sendt denne opdatering:
Alting går stadig godt og vi kommer heldigvis tættere og tættere på målet med at åbne en Friskole og en Fribørnehave i Sparkær til sommeren 2026. En Friskole og Fribørnehave, der har idemæssig og pædagogisk frihed og bl.a. fokuserer på;
Faglighed, fagligheden prioriteres højt og vi vil skabe et roligt og trygt læringsmiljø, hvor der er plads og forståelse for hinandens forskelligheder.
Fællesskab, vi vil inddrage lokalområdet og på den måde udvikle elevernes sociale netværk.
Virkelyst, vi vil give albuerum og udfordringer således, at alle får lyst til at udfolde sig og sætte initiativer i gang.
Ligeværd, vi skal alle respektere hinandens forskelligheder på godt og ondt. Der skal være plads til alle, men ikke til alt. Vi vil skabe en kultur, hvor tryghed og fællesskabsfølelse står over alt andet, og hvor alle taler pænt om og til hinanden.
Naturen og den friske luft mener vi er med til at skabe overskud, energi og lyst til udvikling hos eleven. Vi vil aktivt gøre brug af skolens gode grønne omgivelser, og af de skønne naturområder, der findes omkring Sparkær by og på den måde udnytte dem som faglokale.
Vi havde i tirsdags et møde med Tove Dohn fra Friskolernes Hus, og hun rådgav os om stort set alt, der handler om oprettelse af en ny friskole bl.a. det faglige, økonomi, administration, værdigrundlag og meget mere. Det var virkelig godt, og vi gik alle derfra med en rigtig god mavefornemmelse. Hun bekræftede os heldigvis i, at vi er på rette spor, og alt det vi allerede har styr på er rigtig godt.
Husk vi har borgermøde d. 5. marts i Sparkær Forsamlingshus, hvor vi vil informere om bl.a. etablering og drift af en Friskole og en Fribørnehave (økonomi, kerneværdier, opgaver, organisation og frivillige hænder og meget mere). Som nævnt i tidligere opslag og udmeldinger så er der, for at opnå succes, behov for opbakning fra forældre og borgere i Sparkær og omegn. Friskolen og Fribørnehaven bliver et langt stykke hen ad vejen forældrebåret, hvor ejerskab, engagement, medindflydelse, forpligtelse, ansvar og opbakning betyder rigtig meget. Vi bliver alle en del af noget godt, og hvis alle yder lidt, skal de få ikke yde meget. Sammen kan vi alt. Gør dig meget gerne nogle tanker omkring dette allerede nu, og så kommer vi nærmere ind på det d. 5. martsJ
Vi har allerede fået henvendelser fra mange, der vil være en del af arbejdsgruppen, hvilket er mega dejligt. Har du lyst til at være med, så giv endelig lyd.
Vi er også i gang med at få oprettet en støtteforening, der skal være med til at drive og drifte Friskolen og Fribørnehaven, samt skabe det økonomiske grundlag for etableringen via indsamling, donationer med mere. Mere om dette vil tilgå.
Vi glæder os meget til at fortsætte arbejdet. Og vi ses d. 5. marts kl. 19J
Mvh. Peter, Markus, Jimmy, Jacob, Daniel, Kristian og Anders.