Ved borgermødet den 5. marts 2025 om den kommende friskole i Sparkær blev der dannet en støtteforening, der har navnet “Vennerne af friskolen, fribørnehaven samt frivuggestuen beliggende i Sparkær by.”
Foreningen har følgende formål:
Stk. 1 Formålet med støtteforeningen er at yde økonomisk støtte til den gode udvikling af pasnings- og skoletilbud i Sparkær, herunder støtte til Sparkærs friskole, fribørnehave samt vuggestue. Den økonomiske støtte kan være i form af støtte til arrangementer, diverse tiltag, materiel m.m.
Stk. 2 Støtteforeningen kan ligeledes købe bygninger, lokaler og materiale med henblik på udlejning til ovenstående institutioner.
Stk. 3 Ved udbetaling er det udelukkende støtteforeningens bestyrelse, som godkender de ansøgninger, der skulle komme fra befolkningen og institutionerne i Sparkær og omegn.
Der blev på mødet fremlagt vedtægter, som blev godkendt, ligesom der blev fastsat et kontingent på 350,00 kr. pr. person. Til bestyrelsen valgtes Daniel Brøns, Peter Timmermann og Jimmy Mortensen. Suppleanter blev Anders Brøns og Jacob Vallentin. Revisorer blev Anders Brøns og Simone Juul.
Inden den stiftende generalforsamling i støtteforeningen gav arbejdsgruppen en grundig orientering om status på arbejdet.
Den 3. marts 2025 havde arbejdsgruppen haft et møde med borgmester Ulrik Wilbek, og uden at gå i detaljer, vendte gruppen hjem med optimismen i behold i forhold til at overtage bygninger m.m. Det handler både og de nuværende skolebygninger og børnehaven Søløven, hvor den kommende fribørnehave/-vuggestue skal være.
Der satses på en skole fra 0. til 6. klasse, som den nuværende, og der blev også nævnt en mulig deltagerbetaling på 1.700 – 1.900 kr. pr. md. inkl. SFO. Tallene er ikke endelige, da det kræver mere detaljerede beregninger ud fra et kommende budget, ligesom der kan arbejdes med flere modeller.
Arbejdsgruppen appellerede til, at flere meldte sig under fanerne, både forældre og andre interesserede. Navnet Fjends Friskole er ikke endeligt besluttet, og der varsles en navne konkurrence, hvor alle kan byde ind.