Som så mange andre steder skal der også i Sparkær nu ske separering af kloak- og regnvand, og det kommer til at få indflydelse på dagligdagen i byen. For ledningerne ligger i vejene, og de nuværende skal graves op og erstattes med nye. Det betyder, at det bliver nødvendigt at lukke for trafik i perioder forskellige steder i byen.
På et møde i dag i Forsamlingshuset blev der orienteret om arbejdet af Energi Viborg, som er projektansvarlig. Deltagerne fik en grundig orientering om lovgrundlag, spildevandsplaner, rådgivere, entreprenører m.v., men det, der i denne sammenhæng har størst interesse, er de trafikale forhold under arbejdet.
På kortet herover er vist de ejendomme (blå skraveret), der indgår i projektet, som starter i uge 37 og forventes færdig langt hen i 2020. Men det kommer til at ske i etaper, og starten kommer ikke til at genere trafikken, idet det kommer til at foregå på markerne vest for Langgade.
Når ledningerne fra marken er ført op mellem nr. 13 og nr. 15 på Bækkegårdsvej starter gravearbejdet her mod øst hen mod Forsamlingshuset, og det forventes færdigt i uge 45. Herefter går man fra nr. 13 mod vest, og Bækkegårdsvej forventes afsluttet til jul eller i starten af 2020, afhængig af vind og vejr.
En vigtig information i forbindelse med Bækkegårdsvej er, at der bliver etableret en midlertidig grusvej fra den vestlige ende over marken til Smedevej, men kun for personbiler. Hvad der sker med busforbindelsen, vil der blive informeret om via Midttrafik.
Næste step er så Langgade og de øvrige veje, men her afhænger starttidspunkt også af, hvordan vintervejret arter sig. Her vil den midlertidige vej fra Bækkegårsdsvej til Smedevej også være åben, så der bliver ikke tale om længere omkørsler langt udenom Sparkær.
Inden arbejdet går igang, bliver der lagt mere info på energiviborg.dk og på viborg.dk, men her på sparkaer.dk vil der løbende blive fulgt op med info.
På mødet blev følgende kontaktpersoner oplyst:
Entreprenør Jokumsen A/S: Rene Jokumsen, 40 93 99 23 eller Torben H. Sørensen, 51 80 06 68
Rådgiver Orbicon A/S: Daniel Andersen, 28 18 92 72
Bygherre Energi Viborg: Claus Nielsen, 89 29 28 12
Viborg Kommune, Natur & Vand: Pernille Pagh Heelsberg, 87 87 55 74
Revas – dagrenovation: Birthe Wildau Krog, 86 61 39 55