“Aftenens bedste indslag er nu”

Når man begiver sig ud i kunsten at være anmelder, så bliver det selvsagt en subjektiv vurdering af det, man ser og hører. Så derfor er jeg ikke utilbøjelig til at give Nicklas Dalby ret, da han under fredag aftens Sparkær Revy under nummeret “Sportstyper” undervejs proklamerede, at “Her er aftenens bedste indslag”.

Her gav han den som professor med skarpe analyser af forskellige typer af tilskuere, som han havde observeret på Sparkær Stadion. Også “Gruppeterapi”, hvor alle 5 aktører var på scenen, var fremragende. Her satte hele holdet fokus på et far/søn forhold, hvor faderen (Nicklas Dalby) havde endog meget svært ved at acceptere sin homoseksuelle søns (Oliver Andersen) seksuelle adfærd. Her kunne det se ud til, at Dalby havde ladet sig inspirere af Luffe fra L’Easy reklamerne. Man bemærkede også Christina Trankjærs fremragende memik uden at sige ret meget.

Dermed være ikke sagt, at de øvrige numre ikke var gode – det var de på deres måde. Generelt er det min oplevelse, at årets revy var klart bedre end i 2017, især fordi der i år var mere lokalt islæt, og at man turde sætte navn på de lokale, der kom en tur i møllen – på den gode måde!

Oliver Andersen foldede sig fuldt ud i rolle som Thomas Blackman i nummeret “X-Factor”, ligesom han var den gennemgående figur i videoføljetonen om Tobias, hvor han som alenefar var blevet ramt af købmandens prikken hul kondomerne i forbindelse med sidste års revy. Den var sjov og ind imellem hyle skæg, selv om videosekvenserne i nogle omgange virkede lidt for lange.

Og så vendte Conni & Yvonne tilbage til revyen efter en pause, og Christina og Anne skal have, at de spiller rollerne fremragende. Det er bare ikke min kop te – den form for plat humor under bæltestedet, men det er der andre, der synes godt om, kunne man høre i salen, og sådan skal det være. Og stor respekt til Bjarne Gade og Daniel Brøns for at at bestige scenen og være en del af showet.

Endelig skal det nævnes, at aftenens konferencier og musikmand Michael Højgaard spillede godt med fra sin position ved pulten nedenfor scenen og ind imellem også på scenen. Et par tekniske problemer med mikrofonerne blev løst på en flot måde, så holdet måske endda vil påstå, at det var en del af revyen. Hans duet med fru Anne i ekstranummeret “Hvor skal vi sove i nat” var også super.

Så alt i alt – tak til revyholdet for endnu en super flot revy, hvor 130 deltog i den indledende spisning af smørrebrød og vel en håndfuld kom til selve revyen. Revyen er en tradition, og den er absolut værd at holde fast i. Endnu et eksempel på, at “Årets Lokalområde 2018” kan noget særligt!

En anmeldelse skal jo have et antal stjerner, og for at revyholdet ikke skal gå i stå ovenpå endnu en succes, så får de altså kun den her, for der skal være plads til forbedringer:

Se flere billeder fra revyen her – beklager en forringet billedkvalitet, men de giver et indtryk af numrene.

-hp