I forbindelse med programmet for Skt. Hans aften og gåturen til Sct. Laus kilde lover Borgerforeningens formand Kristian Olesen, at man kan blive helbredt ved kilden.
Om han kan holde sit løfte, skal være usagt, men der er noget om snakken. Bodil Fjendbo, som ejer matriklen, hvor korset står, har fundet et par bøger, der fortæller historien om Sct. Laus Kilde, og inden I begiver jer til kilden på tirsdag, får I lige lidt historie her.
Danske Helligkilder og Lægedomskilder (1984)
Nissen-Ramten, der besøgte kilden i 1896, siger, den findes på Mosegårdens hedelod. Han tilføjer, at foruden kildenbærer en mose og en dal Laus-navnet – måske også kirken.
Det bekræftes af Trap V bd. VII, 241: ”Den lille, 1905 nedbrudte Borris Kirke (viet Sct. Nicolaus)…” Til kildens status som hellig hører iflg. N.-R., at den har afløb mod øst, hvorfra Frelseren kom og skal komme, ligesom den opgående sol.
Mosegården gamle ejer erindrede at der Valborg aften og Skt. Hans aften kom kildesøgende. Nogle efterlod en lille sort eller en rød potte med en mønt i, andre kastede mønten mønten i kildens afløb mod øst. Det var ikke godt at tage mønter. Gjorde man det, skulle de gives til de fattige. De skulle gives til den første stodder eller skovkarl, man så, ellers ville det gå en ilde. Hvori dette bestod, var man ikke klar over.
Det var en regel, at man drak vandet ved kilden, men tvætning (vask) med vandet blev foretaget et stykke fra kilden, for eksempel i skovkanten, hvortil vandet blev båret.
KIRKE og SOGN i fortid og nutid (1951)
Ude i bakkerne sydøst for Sparkær står et trækors, rejst for at vise den vejfarende, at her flød i gamle dage en hellig kilde, indviet til Sct. Laus. Den flyder endnu og forsvinder i den store dalslugt, der kaldes Sct. Laus dal.
Så sent som i forrige århundrede kom der folk til kilden Valborg aften (aftenen før 1. maj) og Skt. Hans aften. De drak af det lægende vand og kastede som vederlag en mønt i vandet. Det var ikke tilrådeligt at fjerne disse penge; gjorde man det, skulle de gives til den første stodder, man mødte på sin vej; ellers kunne man komme galt afsted.
Kilden med sit nyligt rejste kors, er i dag et ærværdigt minde om gamle tiders ærbødighed for naturens gådefulde kræfter; de kræfter, som kirken signede til guds ære, skønt6 Dyrkelsen af dem havde sine rødder i hedenskabet.
Otto Jørgensen
Tidl. sognepræst
Sparkær