Bodil Fjendbo Jørgensen, som ejer matriklen, hvor korset står, foranledigede i 2019, at det gamle udtjente kors blev udskiftet med et nyt kors lavet i egetræ på Træmuseet i Oddense. Sparkær Borgerforening blev sponsor for korset og betalte udgiften. Det nye kors blev sat op i 2020 midt under Corona nedlukningen, og det blev derfor ikke officielt indviet. Men Skt. Hans aften planlagde Borgerforeningen en gåtur, så alle, der havde lyst, kunne se det nye kors.
Bodil Fjendbo Jørgensen har fundet et par bøger, der fortæller historien om Sct. Laus Kilde.
Danske Helligkilder og Lægedomskilder (1984)
Nissen-Ramten, der besøgte kilden i 1896, siger, den findes på Mosegårdens hedelod. Han tilføjer, at foruden kilden bærer en mose og en dal Laus-navnet – måske også kirken.
Det bekræftes af Trap V bd. VII, 241: ”Den lille, 1905 nedbrudte Borris Kirke (viet Sct. Nicolaus)…” Til kildens status som hellig hører iflg. N.-R., at den har afløb mod øst, hvorfra Frelseren kom og skal komme, ligesom den opgående sol.
Mosegården gamle ejer erindrede at der Valborg aften og Skt. Hans aften kom kildesøgende. Nogle efterlod en lille sort eller en rød potte med en mønt i, andre kastede mønten mønten i kildens afløb mod øst. Det var ikke godt at tage mønter. Gjorde man det, skulle de gives til de fattige. De skulle gives til den første stodder eller skovkarl, man så, ellers ville det gå en ilde. Hvori dette bestod, var man ikke klar over.
Det var en regel, at man drak vandet ved kilden, men tvætning (vask) med vandet blev foretaget et stykke fra kilden, for eksempel i skovkanten, hvortil vandet blev båret.
KIRKE og SOGN i fortid og nutid (1951)
Ude i bakkerne sydøst for Sparkær står et trækors, rejst for at vise den vejfarende, at her flød i gamle dage en hellig kilde, indviet til Sct. Laus. Den flyder endnu og forsvinder i den store dalslugt, der kaldes Sct. Laus dal.
Så sent som i forrige århundrede kom der folk til kilden Valborg aften (aftenen før 1. maj) og Skt. Hans aften. De drak af det lægende vand og kastede som vederlag en mønt i vandet. Det var ikke tilrådeligt at fjerne disse penge; gjorde man det, skulle de gives til den første stodder, man mødte på sin vej; ellers kunne man komme galt afsted.
Kilden med sit nyligt rejste kors, er i dag et ærværdigt minde om gamle tiders ærbødighed for naturens gådefulde kræfter; de kræfter, som kirken signede til guds ære, skønt Dyrkelsen af dem havde sine rødder i hedenskabet.
Otto Jørgensen
Tidl. sognepræst
Sparkær