Lørdag stod i festens tegn i Sparkær, da byen officielt blev kåret som Årets Landsby 2023. Det hele startede i Forsamlingshuset, hvor der var dækket op både inde og ude til brunch. Det tilbud tog godt 200 sig af, og ud over schrambled eggs, rundstykker og kage fik de både taler og en ny Sparkær sang skrevet af Bue Sørensen.
Der var fyldt godt op i Forsamlingshuset
Formand for Udviklingsgruppe Jan Kirsch Pedersen bød velkommen, og der var taler af formanden for bedømmelseskomiteen Helene Simoni Thorup og bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd Lone Kastberg, der også er medlem af Viborg Byråd og formand for VIBland.
Der var også præmiere på Sparkærs nye sang “Sparkær – landets nummer 1”, skrevet af Bue Sørensen og her fremført sammen med Marcus Lassen. Sangen vakte jubel, og forsamlingen endte med at synge stående.
Bue Sørensen fik også overrakt en gave af Jørn Tidemann fra Udviklingsgruppen for det store arbejde med tørvevognen, der nu pryder pladsen ved Sparkær Station. Gaven var en tur til Det Glade Vandvid i Viborg for to personer og selvfølgelig med to togbilletter + en flaske portvin.
Efter seancen i Forsamlingshuset gik folk ned i Billingeparken, hvor festlighederne fortsatte med øl, vand, slushice, popcorn, fællessang og flere taler – blandt andet af minister for landdistrikter Louise Schack Elholm.
Jan Kirsch Pedersen fik overrakt det synlige bevis på Årets Landsby 2023 – en stenplade, og efterfølgende de 50.000 kr. i form af en stor MobilePay plakat af repræsentant for Forenet Kredit Preben Sunke – herunder.
Talerækken sluttede med Louise Schack Elholm (herunder) og formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard fra Lemvig.
Det blev en festlig dag stort set i solskin, men lige da ministeren holdt tale kom regnvejret. Det kunne dog ikke ødelægge den gode stemning blandt tilskuerne, der fandt paraplyerne frem.