“Alting har sin tid”

Kirkesanger ved Sparkær og Gammelstrup kirker Michael Halle har sendt flg. til sparkaer.dk:

“”Alting har sin tid”. Det er første linje i Prædikernes Bog kap. 3, vers 1, men det er også den tid, jeg er kommet tl for mit vedkommende som kirkesanger i Sparkær og Gammelstrup kirker. Med omkring 500 tjenester gennem de sidste 9 år, synes jeg det er på tide, at give sangerstafetten videre til en anden, og så er tidspunktet meget passende, når der nu også kommer en ny præst til pastoratet, der tiltræder 1. marts.

For som der også står i Prædikernes Bog, er der ”en tid til at rive ned og en tid til at bygge op” og derfor mener jeg, det er godt med nye kræfter, der kan bygge op og se tingene med nye øjne og fornyet energi. Ud fra det har jeg truffet min beslutning om at forlade Sparkær og Gammelstrup Kirker som sanger og givet menighedsrådet min opsigelse med fratrædelse den 29. februar 2020.

Det betyder, at jeg har sidste Gudstjeneste i Sparkær søndag den 23. februar 2020 kl. 10:30, hvor min tro følgesvend gennem de sidste, jeg ved snart ikke hvor mange år, Jens Bøgestrand, er med på orgel og klaver.

Det er altid vemodigt at sige farvel, men samtidig også med en vis glæde, når man kan gøre det med en masse dejlige oplevelser i bagagen, og det har jeg i den grad fået, takket være alle jer i Sparkær og Gammelstrup.

Jeg vil ønske jer alle, al mulig held og lykke fremover og hvem ved…. måske vi ses en dag igen.

Med venlig hilsen
Michael Halle”