Det er Danmark, når det er bedst

Det var ordene fra trafikminister Trine Bramsen, da hun mandag eftermiddag besøgte Sparkær i anledning af det kommende togstop.

Med ordene mente hun det store arbejde, som frivillige har udført i kampen for at få et togstop, og det sammenhold, hun fornemmede var i Sparkær. Ja, hun gik så vidt, at hun godt kunne tænke på at flytte hertil, og det blev hurtigt svaret med et Velkommen!

Også Kristian Pihl Lorentzen, der har været en meget aktiv kontakt og hjælp til Christiansborg roste det lokale initiativ, ligesom Torsten Nielsen lovede, at der nu kun var 3 spørgsmål i form af 3 møder i Viborg Kommune tilbage, inden det hele er på plads. De 3 møder er dog kun en formalitet, sagde Torsten.

Flagene var hejst, og mange bakkede op om det lille arrangement, som varede en halv time, inden ministerbilen igen forlod Sparkær.

På billedet ses topgruppen Mogens Frederiksen, Jesper Jensen, Karin Stavnskær og Kristian Olesen sammen med Trine Bramsen og “Pilen”.