Veloverstået Billingefest

Redaktionen her på sparkaer.dk har grundet forskellige årsager ikke været meget til stede ved årets Billingefest. Men her skal I få en lille update på festlighederne.

Trods voldsom regn ind imellem, så lykkedes det stort set at få gennemført de mange forskellige aktiviteter i tørvejr. Det hele startede med Lokaldysten tirsdag, og her var optakten våd med regnvej indtil starten kl. 17.00. Rigtig mange deltog, og Tage Reinhold Jensen fortæller at pointudbyttet var over middel, men den endelige placering i dysten kendes ikke endnu.

Torsdag aften blev byfesten for alvor skudt godt i gang med godt vejr, der trak ca. 80 til gudstjenesten på den gamle kirkegård, og ca. 120 i teltet til udtrækning på programmet og holdquiz.

Fredag ramte regnvejret for alvor Sparkær om eftermiddagen, men havetraktortræk kl. 19.00 blev afviklet i solskin, og om aftenen var der musik i teltet og en auktion, der indbragte 12.000 kr.

Lørdag middag er der tradition for sponsormotion og hele 60 deltagere løb og cyklede 22.000 kr. ind. Inden da havde Skive Pigegarde været i optog gennem byen med stop ved Nordstjernen. Om aftenen var der godt 100 til fest i teltet.

Søndag var der blandt andet gratis brunch i teltet og sidste opførelse af billingespillet, som i år var “Livets gang på Frydenlund” – en munter komedie. Ligeledes var der ringridning på både heste og cykler.

Søndagen sluttede med Fællesspisning og hjælp til oprydning af festpladsen, som arrangørerne havde efterlyst. Og det blev en succes med dette nye tiltag.

Der er evalueringsmøde i Medborgerhuset torsdag den 20. juni kl. 19.00.

Se billeder fra “Livets gang på Frydenlund”

Se video fra ringridning

Du kan se masser af billeder m.m. på facebooksiderne Sparkær Borger og Billingefesten