Fjernvarme fra Stoholm?

Det er en mulighed, som arbejdsgruppen for varmeforsyning i Sparkær og Mønsted nu er nået frem til. Derfor indkalder de til et nyt møde i september måned.

Formand for Stoholm fjernvarme Henry Jensen informerer på mødet i Østfjendshallen den 9. juni 2022.

Læs herunder fra arbejdsgruppens møde mandag:

Vi har haft møde om fjernvarme i går mandag og fik fremlagt tal på etablering af forskellige løsninger m.h.t. fjernvarme. Den mest interessante løsning er at etablere en ledning fra Sparkær til Stoholm og også fra Mønsted til Stoholm. Så slipper vi for at etablere et nyt anlæg mellem Sparkær og Mønsted, som kan tilkobles med 2 x 2 km ledning. Anlægget her ville have kørt på el og en varmepumpe, som også skal bemandes og serviceres.

Løsningen med tilslutning til Stoholm fjernvarme og etablering af ledninger til Stoholm har flere fordele, da varmen i Stoholm er billig, og vi samtidig bliver flere forbrugere. Stoholm har i dag opvarmning med henholdsvis træpiller, elvarme og varmepumpe, samt gas som backup. Ved tilslutning skal der etableres et større flis anlæg end det, der er planlagt nu i Stoholm.

Senere i dag kommer der priseksempler på, hvad det vil koste at tilslutte sig den nye fjernvarme løsning i Sparkær og Mønsted. (tilslutning i Sparkær vil koste det samme som i Mønsted) Stoholm Fjernvarme vil desuden få opdateret deres beregnings program, så man selv vil kunne beregne sin tilslutningspris på deres hjemme side.

Vi vil i september indkalde til et møde, hvor der vil blive informeret om den nye løsning. For at det kan lykkedes, skal vi have god opbakning inden nytår. Lykkedes det, vil man kunne tilslutte de første forbrugere i Mønsted og Sparkær sommeren 2024. (Herefter bliver der ca. tilsluttet 10 forbruger om dagen. jf. vores rådgiver Hylling A/S)

Der vil komme minimum 65 grader varmt vand ind i Mønsted og Sparkær, lige som der gør i Stoholm i dag. Med så høj fremløbstemperatur vil det være lige som temperaturen fra jeres gasfyr i dag og dermed velegnet til alle huse. Det gælder også ældre huse med et strengs anlæg og radiatorer, der er beregnet til høj fremløbs temperatur for at kunne varme boligen op. Det er her vigtig at bemærke, at mange ældre huse som ofte har et “etstrengsanlæg” og dermed behov for så højt (+65 grader) varme fremløb, for at kunne varme boligen op vil kunne køre optimalt og problemfrit med fjernvarme frem for varmepumpe. Skift fra et til to strengs anlæg i ældre boliger og evt. større radiatorer vil typisk være en bekostelig udgift. Denne udgift er ikke nødvendig ved fjernvarme.

Løsningen med tilslutning til Stoholm Fjernvarme vil kræve etablering af nye højtisolerede rør med lav varmetab, til Mønsted og Sparkær. Her vil der være ca. 7% i varme tab, når det varme vand transporteres til Mønsted og Sparkær. Etablering af de nye ledninger vil blive tilbagebetalt over 30 år og ca. koste forbrugeren i Mønsted og Sparkær 1.000 kr./år . Dermed er det en fornuftig løsning, som ikke larmer og ikke kræver man skal have lavet ændringer på sit nuværende anlæg, er vores vurdering. Desuden forgår opvarmningen med flere løsninger, henholdsvis træpiller, elvarme (når der er billig strøm), flis og varmepumpe, samt gas som backup. Det giver en stabil varme leverance uden de store drifts udgifter på eget anlæg.”