Nu sker noget i forhold til topstop i Sparkær

Der har været talt om det længe, meget længe, men nu har en ny gruppe af mennesker i Sparkær taget action i forhold til at finde ud af status, og hvad der skal ske fremover.

Sidst toget stoppede i nærheden af Sparkær, var da “Knud” nedlagde et træ i september måned 2018.

I sidste uge havde gruppen først møde med de 4 byrådspolitikere, som er valgt i Fjends og sidst på ugen møde med Kristian Phil Lorentzen fra Venstre, fordi han tidligere har været meget aktiv i sagen.

Gruppen skriver følgende:

Togstop i Sparkær. Som nogle efterhånden er blevet bekendt med, så er vi en håndfuld, der har sat os sammen og forsøger at arbejde på at få toget til at stoppe i Sparkær igen. Forhistorien er, at Folketinget i 2017 lavede et nyt trafikforlig, som træder i kraft til december 2020. I dette forlig forpligtes de forskellige togselskaber til at stoppe ved ca. en håndfuld nye stationer rundt om i landet – heraf er Sparkær den ene. Forudsætningen er dog, at der er etableret en perron med tilhørende billetautomat, læskur m.v.

For at finde ud af, hvor langt processen med et togstop er, og hvem der “har bolden”, har vi i sidste uge haft møde dels med de lokale byrådspolitikere fra Fjends-området og dels med en lokal folketingspolitiker. Lige nu afventer vi en afklaring fra Trafikstyrelsen om, hvorvidt der er givet endeligt grønt lys til etablering af et togstop i Sparkær fra Christiansborgs side. Når det er på plads, vil næste skridt være samarbejde med Viborg Kommune om tidsplan, finansiering m.v.

“Toggruppen” består af Kristian Olesen, Jesper L. Jensen, Henning D. Hansen, Mogens Frederiksen, Karin Stavnskær samt en repræsentant fra skolen.Alle er velkomne med input. Vi vil snarest lave et opslag på Sparkær Borger på facebook, som kan anvendes til information og udveksling af viden om projekt Togstop i Sparkær. Folk, der ikke er på facebook, er velkomne til at henvende sig direkte til en af gruppens medlemmer. Vi vil forsøge at lave opdateringer både via facebook og Sparkaer.dk, når der er nyt i processen.

Hilsen Kristian, Henning, Jesper, Mogens og Karin”